FAQ om valg til lokaludvalg

Her finder du svar på ofte stillede spørgsmål om valg til lokaludvalg 2026

Finder du ikke svar på dine spørgsmål herunder, er du altid velkommen til at kontakte dit lokaludvalgs sekretariat. Find kontaktoplysninger ved at klikke her. 

Om valgprocessen

Fold alle ud

Hvem indkalder til valget?

Lokaludvalgenes sekretariater indkalder til valg til lokaludvalg. Sekretariaterne hører under Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. De sørger for den praktiske tilrettelæggelse af valget og indkalder lokale foreninger, frivillige organisationer, brugerbestyrelser, råd og netværk til at deltage i valget. 

Hvordan finder lokaludvalgssekretariaterne de foreninger etc., der inviteres til valget?

For at nå ud til så mange som muligt bruger lokaludvalgssekretariaterne blandt andet CVR-registeret og deres lokale viden til at danne sig et overblik over foreninger, bestyrelser, råd mfl. med aktiviteter i bydelen. 
Som forening er man velkommen til selv at henvende sig til sekretariaterne. De kan hjælpe med at afklare, om foreningen lever op til reglerne for opstilling. 

Hvor mange medlemmer skal der vælges, og hvordan er lokaludvalget sammensat?

I lokaludvalgsperioden 2026-29 er der 25 medlemmer i hvert lokaludvalg.

Hvert af de 10 partier i Borgerrepræsentationen udpeger ét medlem, samt en 1.- og 2. suppleant til hvert lokaludvalg. 

De resterende 15 pladser i lokaludvalget besættes af repræsentanter fra lokale foreninger i de enkelte lokaludvalgsområder, der vælges ved foreningsvalget. De foreninger, der ikke får en medlemsplads i lokaludvalget, tilbydes en suppleantplads.

Antallet foreningsrepræsentanter, der skal vælges, afhænger af hvor mange partier, der er i Borgerrepræsentationen på tidspunktet for Borgerrepræsentationens konstituering. Der skal vælges fem flere foreningsrepræsentanter end politiske repræsentanter.

Hvad er tidsplanen for valg til lokaludvalg?

  • D. 23. januar 2026 kl.12 er der opstillingsfrist som foreningskandidat

     

  • D. 28. januar 2026 bliver alle foreningskandidater offentliggjort på Københavns Kommunes hjemmeside og på lokaludvalgenes hjemmesider.

     

  • Fra d. 28. januar til d. 9. februar 2026 afholder lokaludvalgssekretariaterne præsentationsmøder, hvor de opstillede kandidater kan præsentere sig for hinanden, de stemmeberettigede foreninger og øvrige lokale interessenter. Find mere info på dit lokaludvalgs hjemmeside. 

     
  • D. 16. februar 2026 kl. 12 er der frist for tilmelding til at stemme (for foreningsrepræsentanter der kun vil stemme og ikke stille op).

 

  • D. 23. februar kl. 12 modtager stemmeberettigede et link til den digitale afstemning. Afstemningen kan foregå frem til d. 9. marts 2026 kl. 12. 

Hvornår godkendes og konstitueres lokaludvalgene?

Efter valget indstilles de valgte foreningskandidater til godkendelse i Borgerrepræsentationen på et møde d. 26. marts 2026. I april 2026 indkaldes de nye lokaludvalg til konstituerende møder, hvor også lokaludvalgenes forpersoner og næstforpersoner vælges af lokaludvalgenes medlemmer. 

Om krav til opstilling og afstemning

Fold alle ud

Hvilke krav er der til foreninger, der gerne vil opstille en kandidat og/eller stemme?

Foreninger, råd, brugerbestyrelser el.lign., der har aktiviteter i bydelen, kan enten: 1) opstille en kandidat og stemme til valget eller 2) vælge en repræsentant til blot at stemme. 

Politiske partier, der ikke er repræsenteret i Borgerrepræsentationen, kan stille op som foreninger, på lige vilkår med alle andre foreninger. 

For at opstille en kandidat og/eller stemme til valget, er det et krav, at din forening:

  • har eksisteret minimum et år ved tilmelding.
     
  • er aktiv i bydelen.
     
  • har minimum 15 medlemmer ved tilmelding. Dette skal forstås sådan, at foreninger og frivillige organisationer skal have min. 15 medlemmer. Brugerbestyrelser på skole-, idræts-, ældre- og daginstitutionsområdet skal kunne dokumentere, at de samlet set repræsenterer mindst 15 brugere. Boligforeninger, herunder andelsboligforeninger, skal have minimum 15 andele, lejemål eller ejere.


Som dokumentation skal foreningen fremsende:
 

  • Navn på stemmeafgiver/opstillede foreningskandidat, e-mail, telefonnummer og fødselsdato.
     
  • Foreningens navn.
     
  • Navn, e-mail og telefonnummer på én kontaktperson, der kan bekræfte at stemmeafgiver og/eller den opstillede foreningskandidat repræsenterer foreningen til valget.
     
  • En kort beskrivelse af foreningen og den opstilledes baggrund for at stille op samt interesse i arbejdet i lokaludvalget og bydelen. 
     
  • Dokumentation for foreningens 1 års eksistens og mindst 15 medlemmer. 

Dokumentationen kan f.eks. være vedtægter med beskrivelse af foreningens formål, fotos, link til hjemmeside, mødereferater el.lign. Kontakt lokaludvalgssekretariatet, hvis du er i tvivl.

Skal jeg være medlem af foreningen eller dens bestyrelse for at kunne stille op og/eller stemme til valget?

Du behøver ikke at være medlem af foreningen eller dens bestyrelse, men du skal være udpeget af foreningen til at repræsentere den ved valg til lokaludvalget.

Hvor mange repræsentanter pr. forening kan stille op og/eller stemme til valget?

Hver forening kan tilmelde én repræsentant, som kan stille op og/eller stemme til valget. Hver forening kan kun være repræsenteret med ét medlem eller én suppleant i lokaludvalget. 

Hvis en forening har aktiviteter i flere bydele, kan foreningen godt stille op til flere lokaludvalg. En forening må gerne opstille den samme kandidat til flere lokaludvalg.

Hvilke krav er der til kandidaten, der vil stille op og/eller stemme til valget?

  • Kandidaten skal repræsentere en forening (se afsnit om krav til foreninger).
  • Kandidaten skal være 18 år på tidspunktet for valget (d. 23. februar 2026).

Hvem tjekker, om kravene er opfyldt?

Dokumentationen registreres i lokaludvalgets sekretariat. Hvis foreningen eller kandidaten ikke lever op til kravene eller ikke indsender dokumentationen, er kandidaten ikke berettiget til at stille op og/eller stemme. 

Inden valget undersøger sekretariatet, om de tilmeldte foreninger, som ikke på forhånd er kendt og registreret af sekretariatet, er aktive i bydelen. Sekretariatet kan i den forbindelse kræve yderligere dokumentation. 

Hvad hvis jeg har andre holdninger end min forening til en sag?

Det er et grundlæggende demokratisk princip, at man ikke er bundet af andres meninger. Selvom du repræsenterer en forening i lokaludvalget, er du fri til at danne dig din selvstændige mening. Foreningen kan ikke fratage dig din plads i lokaludvalget mod dit ønske.

Om tilmelding

Fold alle ud

Hvordan tilmelder jeg mig som kandidat og/eller stemmeberettiget til valget?

Den forening, du repræsenterer, modtager pr. mail en word-fil med et tilmeldingsskema. I skemaet skal du oplyse, om du både vil stemme og stille op eller blot stemme til valget. 

Du skal også oplyse, hvilken forening du repræsenterer og dine kontaktoplysninger. Hvis du stiller op, skal du også skrive en kort opstillingstekst. Herefter indsender du tilmeldingsskemaet til lokaludvalgssekretariatet på mail.

Opstillingen foregår inden for tre interesseområder, der skal sikre så bred en repræsentation af bydelens beboere, foreninger, institutioner, erhverv m.m. i lokaludvalgene som muligt. Som kandidat til lokaludvalget skal du vælge, hvilket område du vil repræsentere. 

De tre interesseområder er:

  • børn, unge, idræt, kultur og fritid.
  • ældre, sundhed, social og integrationsområdet.
  • bolig, miljø og erhverv. 

Alle tre interesseområder skal være repræsenteret i lokaludvalget, hvis der altså er opstillede kandidater i alle tre områder. Hvis der kun er opstillet én kandidat i ét af de tre interesseområder, vil denne kandidat få en plads, uanset om kandidaten har modtaget færre stemmer end kandidater i de to andre interesseområder. 

Det er muligt at skifte interesseområde indtil tidspunktet for lokaludvalgets præsentationsmøde, som afholdes forud for valget.

Hvis du som kandidat kun stemmer til valget, skal du ikke placere sig inden for et interesseområde, og du afgør selv, hvor du vil placere dine stemmer.

De kandidater, der ikke får stemmer nok til en medlemsplads, tilbydes en plads som suppleant.

Lokaludvalgene er omfattet af ligestillingsloven og valget skal i princippet indstille lige mange medlemmer af hvert køn.​ Københavns Kommune opfordrer alle uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger og seksuel orientering til at stemme og/eller stille op til valg til lokaludvalg. 

Om afstemningen

Fold alle ud

Hvad er tilmeldingsfristen, og hvornår skal der stemmes?

Der kan afgives stemmer i perioden fra d. 23. februar kl. 12 til d. 9. marts 2026 kl. 12. Tilmelding er mulig fra det tidspunkt, du modtager linket til tilmelding.

  • Fristen for at stille op er d. 23. januar 2026 kl. 12.
  • Fristen for tilmelding til kun at stemme er d. 16. februar 2026 kl. 12.

Du er først tilmeldt, når sekretariatet har modtaget den opstillende forenings dokumentation for 15 medlemmer og et års eksistens. Dvs. at dokumentationen skal være sendt til sekretariatet inden tilmeldingsfristen. 

Hvordan stemmer jeg?

Som stemmeberettiget og kandidat vil du d. 23. februar få tilsendt et link til den digitale afstemning.

Det antal stemmer, som hver stemmeberettigede tildeles, varierer ift. hvor mange foreningspladser, der er på valg det pågældende valgår. Ved dette valg er det i alt 9 stemmer. Du vælger selv, om du vil bruge alle dine stemmer.

Efter d. 9. marts kl. 12 kan sekretariaterne se, hvilke kandidater, der har fået flest stemmer og kan indstilles til en medlemsplads i lokaludvalget. De der ikke har fået stemmer nok til en medlemsplads, indstilles til en plads som suppleant.

Kan andre se, hvem jeg stemmer på?

Afstemningen er hemmelig, så ingen kan ikke se, hvem der har stemt på hvem.

Efter valget vil du kunne se antallet af stemmeberettigede, og hvor mange stemmer den enkelte foreningskandidat har fået.

Kan partiudpegede medlemmer stemme?

Hvis du er politisk udpeget til en plads i lokaludvalget, kan du godt samtidig stemme til valget på vegne af en forening (fx en boligforening). Men du kan ikke også stille op som kandidat for en forening, da du allerede er udpeget som politisk medlem af lokaludvalget.

Kan den samme person stemme på vegne af flere foreninger i samme bydel?

Ja, hvis to eller flere foreninger udpeger den samme person til at stemme til valget, er det tilladt.

Yderligere information og kontakt

Fold alle ud

Hvor finder jeg regler og vedtægter om valget?

De samlede regler om valg til lokaludvalg findes i "Regulativ for lokaludvalg i Københavns Kommune" og "Retningslinjer for digitalt valg af foreningskandidater til lokaludvalg". Du kan downloade både regulativ og retningslinjer i via den grå boks nederst på siden. Du kan også henvende dig til dit lokaludvalgssekretariat.